Sorg og krise

Sorg og Krise kendetegner begge psykiske processer, der går i gang når vores livsomstændigheder af forskellige årsager opleves som radikalt ændret på en måde, så vores tidligere antagelser og verden og vores handlemønstre udfordres. Den nye situation kræver en radikal ændring i vores psyke før vi kan genvinde den psykiske balance. Sorgen såvel som krisen er som udgangspunkt psykisk sunde reaktioner, hvorved psyken arbejder imod at integrere den nye situation for igen at kunne orientere sig imod fremtiden. Selvom sorg og krisereaktioner har mange fællestræk og i et vist omfang overlapper hinanden, er der også vigtige forskelle: Sorg udløses af et betydeligt tab og er en længerevarende proces, som ikke rammer helt så omfattende som krisen. Modsat udløses krisen af en hændelse der rammer personen på et mere grundlæggende niveau, hvor personen ikke kan klare sig med sine tidligere anvendte handlemåder og problemløsningsteknikker. Krisen har et mere intenst og et væsentligt kortere forløb sammenlignet med sorgen.

Sorg

Sorg starter efter ethvert væsentligt tab. Hvor stor sorgen er afhænger af, hvor stor betydning det tabte havde for den sorgramte. Nogle gange kan omgivelserne undervurdere tabets betydning for den sørgende. Hvis de selv tillægger det tabte mindre betydning, kan de have svært ved at forstå den sørgendes kraftige reaktioner. Tab er noget alle kommer til at opleve i større eller mindre omfang gennem livet. Tab af nærtstående pga. dødsfald, skilsmisse og / eller flytning må forventes at udløse en sorgreaktion. Sorg kan også udløses af bristede fremtidsvisioner fx ved kronisk sygdom eller fødsel af et sygt eller handicappet barn. Sorg kan være en meget langvarig proces, og det er ikke ualmindeligt at alvorlig sorg varer i årevis.
Kendetegnende ved sorg er, at den bevæger sig fra en form for benægtelse af tabet imod en accept og erkendelse af tabet og et ændret liv tilpasset tabets konsekvenser for den sorgramte. Jeg forstår overordnet set sorgprocessen ud fra tre faser: Søgen efter det mistede, bearbejdning af tabet, opbygning af nyt liv og fremtidsvisioner.

Søgen efter det mistede
Fra sorgens begyndelse er der en begrænset anerkendelse og følelsesmæssig forståelse af tabet og dets betydning. Forstanden er hurtigere end følelserne, så selvom man oppe i hovedet ved at den man har mistet er borte for evigt, kan man ikke tro det. Man opfører sig, som om det tabte stadig findes og opleve intens angst forbundet med det, som minder en om tabet. Den sørgende befinder sig stadig i fortiden og er ikke klar til at se tabet i øjnene.
Denne tid er præget af stærke modstridende følelser som vrede og skyldfølelse, og det kan være svært for omgivelserne at forstå den sørgende. Omgivelserne bliver mødt med vrede, gråd, anklager og utaknemmelighed. Det er imidlertid vigtigt for den sørgende, at den sørgendes “irrationelle” reaktioner accepteres og gives rum af de nære omgivelser.

Bearbejdning af tabet
Bearbejdningen af tabet sker gradvist, som den sørgende følelsesmæssigt erkender tabet og forholder sig til dets betydning. Dette er en meget smertefuld proces, som sker skridt for skridt i den sørgendes eget tempo. Den svenske psykolog Gurli Fyhr beskriver denne proces som en pendling mellem drøm og virkelighed. Når den sørgende er klar til at erkende en bid af tabet, åbner personen op for at vide mere om tabet. Denne yderligere erkendelse af tabet skaber utryghed, og personen trækker sig igen tilbage til drømmen eller undgåelsen af tabet for at beskytte sig imod angsten og samle kræfter. På et senere tidspunkt vil den sørgende så igen blive modtagelig for yderligere erkendelse. Den sørgende bruger minderne om det tabte og urealistiske håb til at beskytte sig, men som den forandrede virkelighed trænger sig på, erkendes det gradvist, at de minder man holder fast i hører fortiden tid. For hver kollision mellem drøm og virkelighed opleves en smertefuld skuffelse.

Opbygning af nyt liv
Som tabet erkendes af den sørgende, begynder den sørgende at opbygge et nyt liv, som er tilpasset den nye situation uden det tabte. Energi frigøres fra optagetheden af det tabte, og den sørgende begynder igen at rette blikket fremad og øjne nye muligheder og fremtidsperspektiver i livet uden det tabte. Sorgprocessen er bragt til ende, når den sørgende er følelsesmæssigt fri af det mistede og ser den nye virkelighed, som den er. At gå igennem en svær sorgproces vil forandre et menneske, som på den ene side vil opleve at være blevet klogere på sig selv og på den anden side være blevet pådraget et sår, der aldrig vil heles fuldt ud.

Krise

En krise udløses, når tidligere erfaringer og reaktionsmåder ikke længere er tilstrækkelige i forhold til situationen. Krisen kan udløses af voldsomme hændelser som ulykke (fx i trafikken eller på arbejdspladsen), overfald, skilsmisse, dødsfald og fyring fra arbejde. Fx erfarede jeg som arbejdspsykolog, at krise ikke er en sjælden reaktion i døgninstitutioner, hvor beboerne er voldelige imod de ansatte. Krise kan også udløses af begivenheder, som har at gøre fx at komme ind i en ny livsperiode: At flytte hjemmefra, at blive forælder, at få (evt. et nyt) arbejde, at gå på pension. Eller at flytte sig geografisk til et andet land.
Når krisen indtræffer, bliver den ramte handlingslammet. Den ramte er dybt forvirret og ude af stand til problemløsning, hvilket kan resultere i “hovedløse handlinger”. Personen er oversvømmet af de indre følelser og er derved i følelsernes vold. Personen er ofte ude af stand til at mærke eller fortælle, hvordan personen har det og derved ude af stand til at fortælle andre, hvad det har brug for. Den kriseramte har i den akutte fase af krisen brug for fysisk omsorg, rum til tale og frihed fra ansvar. Det er i akute krisetilstande vigtigt at sikre sig, at den ramte ikke kommer hjem til et tomt hus, og at eventuelle børn bliver hentet af andre end den kriseramte.

En krise varer mellem få timer til. 6-8 uger. Psykiateren Johan Cullberg forstår krisen som forløbende gennem fire faser: Chokfasen, den reaktive fase, reperationsfasen og nyorienteringsfasen, heraf er det kun de to første faser som forstås som aktiv krise, hvor de to efterfølgende forløber uden at den ramte er i en krisetilstand.

Chokfasen (første minutter til døgn)
Denne fase er kendetegnet ved, at den ramte reagerer unaturligt og uden følelser. Den kriseramte virker ikke til at reagere på det skete eller reagerer hysterisk med skrigen eller latter. Selvom de følelsesmæssige reaktioner i denne fase endnu ikke er indtrådt, har den kriseramte i denne fase brug for fysisk omsorg og frihed fra ansvar – det er ofte et problem at nogle mennesker i chokfasen umiddelbart virker totalt upåvirkede af hændelsen og derfor ikke ønsker af få denne omsorg.

Reaktionsfasen (efterfølgende 6-8 uger)
I reaktionsfasen rammes den kriseramte af de ofte modstridende følelser, som er knyttet til hændelsen og dens konsekvenser. Dette skaber kaos og forvirring, og krisens reelle virkelighed presser sig på og resulterer i sorg og en oplevelse af meningsløshed.

Reperationsfasen (efterfølgende ca. 4 måneder)
Ved indgangen til denne fase afsluttes den akutte krisereaktion. Personen har fundet en ny balance tilpasset hændelsen og er således en anden end før krisen ramte personen. Denne nye balance kan have gjort personen klogere på sig selv, men kan også være en uhensigtsmæssig balance, som hæmmer personen fremover. Personen kan igen håndtere hverdagen, og personen begynder igen at forholde sig til nutiden.

Nyorienteringsfasen (efterfølgende ca. ½ år)
Gennem denne afsluttende fase begynder personen at forholde sig realistisk til den aktuelle hændelse. Blikket rettes igen fremad, og personen kan tale om hændelserne på en mere afklaret måde uden at blive overvældet af følelserne. Fremtiden bliver igen interessant for den kriseramte, og nye kontakter stiftes.

Professional hjælp

Som jeg nævnte, er krise og sorg som udgangspunkt sunde reaktioner, der hjælper personen fra en tilstand af ubalance mellem psyke og virkelighed til en ny anderledes balance – en tilpasning til virkeligheden. Gode pårørende kan gøre meget for at hjælpe den krise- eller sorgramte på vej mod en ny balance. Den hjælpende pårørende udviser omsorg, lytter, prøver at forstå og accepterer de tidlige umodne reaktioner som kan forekomme. Derudover er det vigtigt ikke at tvinge den sørgende til at indse sandheden på et for tidligt tidspunkt – forsvarsmekanismer har i den sunde sorgreaktion en gavnlig funktion ved at lade personen erkende tabet bid for bid.
Som psykolog arbejder jeg primært med den sorg og krise, som af den ene eller den anden grund kræver professionel hjælp. Måske er den genvundne balance hæmmende for klientens muligheder for at forholde sig til fremtiden. Måske har hændelsen gjort tab og svigt fra barndommen så aktuelle, at klienten ikke kan sørge. Måske kompliceres processen af andre omstændigheder som misbrug eller psykisk sygdom. Jeg mener det er uhyre vigtigt at få lejlighed til at fortælle om den pågældende begivenhed mange gange til en, der lytter og ikke har for travlt med at komme med råd eller se fremad. Det er vigtigt, at man får det rum og mærker den tryghed, der skal til for at kunne give sig selv lov til at mærke de smertefulde følelser, der er knyttet til det pågældende. Derudover er jeg som psykolog også nysgerrig på om andre aspekter gør sorgen eller krisen mere kompliceret og hvordan jeg kan hjælpe i forhold til disse.